Gråsten rød æble
Gråsten æblet har på grund af sin høje kvalitet været et meget populært æble, og der er i tidens løb opstået mange variationer af Gråstenæblet. Gul Gråsten vurderes at være det oprindelige Gråsten æble. Flere af variationerne kan ses her. Forskellige variationer af Gråsten æblet.
I flg. Landskabsarkitekt John Henriksen kan Gråstenæbletræets historie føres helt tilbage til en af Ahlefeldterne, som boede på Gråsten slot: Grev Frederik den Yngre. ( 1662 – 1708). På en rejse sydpå fandt han i nærheden af klosteret L’Abaye de Hautcombe ved Lac du Borget i Savoyen, Frankrig, dette æbletræ. Han købte nogle eksemplarer og bragte dem med hjem til Gråsten. I slotshavens gartneri blev træet plejet passet og navngivet Gravensten eller Gråsten. Navnet Gråsten, refererer til slottets tidligere gråfarvede mursten. I dag er slottet som bekendt hvidkalket. Gråstenæbler findes på Den Kongelige Frugttræs Planteskole i Odense's sortsliste over æblesorter fra 1795, og er senere blevet meget udbredt. Gråstenæblet opfattes som et af de ældste danske æblesorter, selv om det har fransk oprindelse. I 2005 kårede fødevareminister Hans Christian Schmidt Gråstenæblet officielt til Danmarks nationalfrugt.
Væksten er meget kraftig og det kan blive et bredkronet træ. Træet er hårdført, men ganske modtagelig for frugttræskræft og skurv.
Blomstringen er tidlig med store blomster. Sorten er triploid og en dårlig bestøver.
Æblet er stort, noget uregelmæssig, kantet. Den oprindelige Gråsten var gul med en svag rød solside. Men der findes adskillige mere eller mindre røde typer, der sælges under betegnelsen 'Rød Gråsten'. Frugtkødet er hvidt med et skær af laksefarvet. Meget saftigt. Syrlig sød smag med meget fin, krydret aroma.
Æblet plukkes sidst i september, og kan lagres nogle måneder. Optimal spisekvalitet i uge 39 – 44.
Gråsten er et æble af høj kvalitet, men betragtes som vanskeligt at dyrke på grund af modtagelighed for sygdomme. Gråsten æbler giver en velsmagende æblemost. |